Attraktiv stilling som social-sundhedsassistent i dagvagt med weekendvagt hver 4. uge
På Plejehjemmet Solbjergerhave i Værløse søger vi en fagligt velfunderet social-sundhedsassistent gerne med erfaring fra ældreområdet og med demens. Plejehjemmet er normeret til 20 faste plejehjemsbeboere. Vi er i alt ca. 30 medarbejdere. Stillingen er på 35 timer, kan forhandles.
Solbjerghaven plejehjem er beliggende i Værløse Vest. Solbjerghaven er smukt beliggende omgivet af natur, der skaber et dejligt plejehjem, hvor der er fokus på fællesskab og nærvær. Der findes gratis og gode parkeringsmuligheder.
På Solbjergerhaven arbejder vi rehabiliterende og ud fra Tom Kitwoods personcentreret omsorg. Beboernes individuelle ressourcer, livshistorie, ønsker og behov for pleje og omsorg er udgangspunkt for planlægningen og udførelsen af den daglige pleje. I samarbejde med beboerne og deres pårørende er det vigtigt for os at få skabt en meningsfuld aktiv hverdag for den enkelte, hvor omdrejningspunktet er selvbestemmelse og medinddragelse. Tillid og tryghed er nøgleord. I bestræbelserne på at møde beboeren, hvor beboeren er, er der på Solbjergerhaven tilknyttet en demensvejleder, som yder demensfaglig vejledning og støtte til beboerne, de pårørende og kollegaerne. Vi har også et aktivitetsteam, som planlægger såvel gruppe- som individuelle aktiviteter sammen med beboerne.
Til Solbjergerhaven er der ligeledes tilknyttet en fast plejehjemslæge, en ergo- og fysioterapeut samt en diætist. Hjemmesygeplejen tager sig af akutte opgaver på plejehjemmet samt andre opgaver, der kræver en sygeplejefaglig indsats.
Sundhedsfagligt er vi inde i en spændende udvikling, hvor vi arbejder mere i dybden med dokumentation, triagering og tidlig opsporing, demens pårørendegrupper, pårørende samarbejde, mad og måltidet.
Vi ønsker, at du:
· Besidder en naturlig autoritet og har klinisk overblik
· Fungerer som rollemodel for plejen
· Fokus på løbende undervisning, etiske drøftelser og kompetenceudvikling af kollegaerne
· Trives i en omskiftelig hverdag
· Er god til at udvise respekt og omsorg
· Er i besiddelse af gode samarbejdsevner, en god portion humor og en positiv tilgang til det daglige arbejde
Arbejdsopgaverne er bl.a.:
· Planlægning, koordinering og opfølgning på pleje- og behandlingsforløb i tæt dialog med beboerne, de pårørende samt kolleger
· Modtage ny indflyttede beboere
· Helhedspleje hos terminale og komplekse beboere i samarbejde med kontaktpersonen
· Vejleder for social og sundhedshjælper- og social- og sundhedsassistentelever
Vi tilbyder:
· Engagerede, fagligt dygtige og dynamiske kollegaer
· Deltagelse i kvalitetsudviklingstiltag
· Åbenhed og mulighed for selv at præge din stilling og selvstændigt planlægge din hverdag
· God introduktion og mulighed for personlig og faglig udvikling
Praktisk
Der indhentes referencer fra tidligere ansættelsesforhold, hvis du kommer i betragtning til stillingen.
I Furesø Kommune sker løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og ud fra principperne i Ny Løn.
Job i Furesø? Kom og vær med!
I Furesø gør vi det trygt at blive gammel. Derfor skaber vi løsninger sammen. Med kolleger på tværs af organisationen. Med brugere og borgere – ja med alle, vi er kommune for. Fællesskaberne er vores svar på de udfordringer, vores velfærdssamfund står foran i de kommende år, hvor flere får brug for velfærdsydelser og over længere tid. Og hvor nye ideer derfor skal forny den service, vi yder.
Samtidig passer vi på dem, der passer på vores borgere. I vores hverdag har vi fokus på nærvær fremfor fravær på en sund arbejdsplads med røgfri arbejdstid. I vores opgaveløsning giver vi plads til mødet mellem fagene og mellem mennesker, for det er her, innovationen opstår. Vi koordinerer med hinanden på tværs af titler og fagligheder, og vi holder godt styr på den daglige drift for at skabe sammenhæng for vores borgere.
Så kom og vær med. Vi har også plads til dig.