Matematiklærer søges til 7. årgang på Solvangskolen
Geometri, Grin og Gåpåmod – er det dig?
Solvangskolen i Farum søger ny matematiklærer til ungemiljøet [6-9. årg.]
Er du typen, der kan få en vinkel til at smile og en brøk til at blomstre? - Kan du høre rytmen i et regnestykke, mærke poesien i en polygon og se magien i et barn, der pludselig forstår noget, der før var helt uforståeligt? Så er det garanteret dig, som 7. årgang mangler efter sommerferien? Altså dig som kan…
- skabe et trygt, motiverende og inkluderende læringsmiljø, hvor alle elever føler sig set og betydningsfulde.
- er en tydelig klasseleder, der med relationskompetence og didaktisk overblik skaber begejstring, skoleglæde og motivation til at lære.
- undervise i idræt, gerne i tysk eller måske naturfag. Kan du undervise i nogle andre fag og kan se dig selv i de tre andre pinde, så hører vi også gerne fra dig og glæder os til at høre, hvad du så kan undervise i.
- bidrager aktivt til et stærkt samarbejdende team, der både griner, sparrer og udvikler.
Du behøver ikke være en super(wo)man – men vi tror på, at du er en af hverdagens helte og har de superkræfter, der skal til, for at gøre en forskel for eleverne på 7. årgang.
Du vil blive en del af et team, som…
- er et kreativt og stærkt årgangsteam med faglig nysgerrighed og en solid forankring i fællesskab og omsorg – toppet med en god portion humor og lyst til at samarbejde og tænke nyt.
- er selvstyrende med fokus på frihed og fleksibilitet til at tilrettelægge arbejdstiden og skoledagen relevant og meningsgivende ift. elevers læring.
Derudover vil du møde…
- en ledelse i øjenhøjde, som støtter initiativer og siger: “Det har vi aldrig prøvet før – så det kan vi sikkert godt!”
- et Ungemiljø, hvor vi vil hinanden og er med til at ansætte vores kommende teammakkere – måske dig!
En fælles retning - terningen er kastet
Vi er optagede af stærke fællesskaber, faglighed og kreativitet. Vi prioriterer, at I kan være to voksne i klassen på egen årgang, i flest mulige timer om ugen. Vi tror på, at børn lærer bedst, når de møder kendte voksne tæt på. Voksne, der brænder for deres profession og relationerne i klassen.
Hos os tages beslutninger og handlinger med afsæt i vores fire strategiske ledetråde (SOMA), inspireret af Piet Heins SOMA-terning – fordi en god skole kan sammensættes på utallige måder! Hvordan beslutter du, dit team og vi - sammen!
- Styrkelse af overgange
- Organisering af en motiverende og alsidig skoledag
- Meningsfuldt samarbejde
- Autonomi, samhørighed og kompetence
Med SOMA i hånden vil du fra din første arbejdsdag hos os opleve, mærke og erfare, at ALLE…
- underviser lige meget, har flest mulige holdtimer og samme tid til andre opgaver.
- årgangsteams er ”lukkede” for derigennem at sikre mest mulig fleksibilitet, selvstyre og autonomi.
- har faste ugentlige teammøder og fokussamtaler hver 2. uge, hvor ledelsen aktivt er deltagende.
- indgår i selvvalgte fagteams, har mulighed for at deltage i skolens pædagogiske udviklingsforum (SOL-rummet) og meget mere…
Det med småt
Har du spørgsmål til fuldtidsstillingen med opstart d. 1. august 2026, så kontakt afdelingsleder Jeppe Bonde (T: 21 46 75 05). Send din ansøgning senest d. 25. maj kl. 00:00 via www.furesoe.dk/job Samtalerne afholdes d. 28. maj .
Praktisk
Der indhentes referencer fra tidligere ansættelsesforhold, hvis du kommer i betragtning til stillingen.
I Furesø Kommune sker løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og ud fra principperne i Ny Løn.
Job i Furesø? Kom og vær med!
I Furesø skaber vi løsninger sammen. Med kolleger på tværs af organisationen. Med brugere og borgere – ja med alle, vi er kommune for.
Fællesskaberne er vores svar på de udfordringer, vores velfærdssamfund står foran i de kommende år, hvor flere får brug for velfærdsydelser og over længere tid. Og hvor nye ideer derfor skal forny den service, vi yder.
Derfor giver vi plads til mødet mellem fagene og mellem mennesker, for det er her, innovationen opstår. Vi koordinerer med hinanden på tværs af titler og fagligheder, og vi holder godt styr på den daglige drift for at skabe sammenhæng for vores borgere. Vores hverdag har fokus på nærvær fremfor fravær på en sund arbejdsplads med røgfri arbejdstid. Så kom og vær med. Vi har også plads til dig.