Vil du være matematiklærer i Furesøs største gruppeordning, hvor man ikke står alene?
Vi søger en matematiklærer til vores gruppeordning på Lille Værløse Skole, hvor eleverne har brug for voksne, der kan kombinere stærk faglig undervisning med specialpædagogisk forståelse. Her står du aldrig alene om opgaven.
På Lille Værløse Skole tror vi på, at gode skoledage bliver skabt sammen. Ikke af én lærer alene bag en lukket dør, men af professionelle voksne, der hjælper hinanden, deler idéer, griner sammen, tager ansvar sammen og tør sige højt, når noget er svært.
Vi har en mangfoldig elevgruppe, dygtige kolleger og en hverdag, hvor både faglighed, trivsel og fællesskab fylder. Og ja — der er også dage, hvor kopimaskinen driller, en elev har glemt sine sko, og matematikbogen på mystisk vis er forsvundet. Sådan er skolelivet også. Det ved vi godt.
Vi er ikke en skole, hvor alt er færdigt, nemt eller perfekt. Men vi er en skole, hvor vi øver os, hjælper hinanden og tager ansvar for både børnene og hinanden.
Om stillingen
Vi søger en lærer til en fuldtidsstilling i indskolingen i en gruppeordningsklasse på 2. årgang med opstart 1. februar 2027 og gerne før.
Stillingen indeholder som udgangspunkt:
- Matematik og delvis klasselærerfunktion i en indskolingsklasse med primært 2 klasses elever
- Holdtimer på årgangen
- Andre fag som man skal have på 2. klasse, du i dialog med dansklæreren fordeler mellem jer
- Specialpædagogisk arbejde
Du behøver ikke kunne det hele fra dag ét. Det vigtigste er, at du kan skabe meningsfuld matematikundervisning for elever med særlige behov, har specialpædagogisk forståelse og motiveres af at lykkes sammen med andre professionelle. Hos os er undervisning en fælles opgave, ikke et soloprojekt.
Lidt om teamet og klassen
Du bliver en del af et mindre team om en 2. klasse, som vi på vores skole kalder 0-3D2, da klassen også kan rumme elever fra andre klassetrin. Det betyder, at du får en vigtig rolle i klassens fællesskab og forældresamarbejde — men også at du står sammen med andre voksne omkring opgaven.
Klassen består af elever med behov for specialpædagogiske læringsmiljøer, tydelig struktur, forudsigelighed og voksne, der kan arbejde relationelt og understøtte deltagelsesmuligheder i både faglige og sociale fællesskaber.
Dit team består af en dansklærer og pædagog, hvor I sammen skal dække fag, tilsyn og frokostpauser. I vil altid være mindst to og nogle gange tre voksne i klassen, så I har mulighed for at niveauinddele fagligt, afholde elevsamtaler eller andet.
Vi ønsker, at vores nye kollega har erfaring med at undervise i et specialpædagogisk miljø, så man kan træde direkte ind i klasserummet og understøtte den gode faglige udvikling, kan inddrage elevernes perspektiv, skabe fællesskaber og har ideer til brugen af det fysiske læringsrum, deltagelse og mestring, som er skolens opmærksomheder i år.
Vi leder efter dig, der …
- er uddannet lærer med linjefag i matematik
- har specialpædagogisk viden
- har blik for, at elever kommer til matematik med meget forskellige erfaringer og selvtillid
- kan skabe struktur, ro og tydelige rammer
- trives med relationer og klassefællesskaber
- kan påtage sig delt klasselærerfunktion
- tør være både tydelig, varm og nysgerrig i mødet med eleverne
- har lyst til at være en del af et professionelt teamsamarbejde, hvor vi spiller hinanden gode
Hvad møder du hos os?
Du møder en skole, hvor vi arbejder seriøst med samarbejde. Vi har afsat en fast eftermiddag til fælles forberedelse på tværs af afdelingerne, og hver uge er der teammøde, hvor både leder, pædagogisk vejleder og psykolog deltager i et fast rul hver 4-6 uge for løbende sparring og dialog med teamet og den generelle udvikling af de indsatsområder, der bliver arbejdet med i kommunen. I den fælles forberedelsestid har ledelsen “åben dør”, så der er mulighed for løbende sparring, små afklaringer og fælles problemløsning.
Teammøderne bliver brugt på det, der faktisk betyder noget: elever, undervisning, trivsel, forældresamarbejde og fælles aftaler. Ikke kun drift og kalenderpunkter.
Som nyansat vil du udover tæt sparring med team og nærmeste afdelingsleder også få tilknyttet en mentor, som er i afdelingen, men kommer fra et andet team. Mentoren har til opgave at støtte dig i opstarten af at være på en ny arbejdsplads.
Det betyder ikke, at alle udfordringer forsvinder. Men det betyder, at vi tager dem alvorligt og forsøger at finde gode løsninger sammen og vi tror på, at dygtige lærere udvikler sig bedst i stærke fællesskaber.
Om Lille Værløse Skole
Lille Værløse Skole er en skole med ca. 635 almenelever, 87 elever i gruppeordningen og 125 medarbejdere.
Vi er organiseret i Børnemiljø (0.-4. årgang) og Ungemiljø (5.-9. årgang), og vi arbejder for at skabe en skole, hvor eleverne både bliver fagligt dygtigere og bedre til at indgå i fællesskaber.
Vi samarbejder med lokalsamfund og erhvervsliv, og vi kan godt lide, når undervisningen rækker ud over klasselokalet og når matematik ikke kun handler om sider i en bog, men også om virkeligheden udenfor.
Skolen ligger 10 minutters gang fra Værløse Station — og ca. 30 minutter med S-tog fra Nørreport.
Praktisk information
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsansættelse, men vi modtager også gerne ansøgninger fra dig, der ønsker at arbejde på deltid.
Opstart: 1. februar 2027 og gerne før
Løn og ansættelsesvilkår: Efter gældende overenskomst og principperne i Ny Løn.
Har du lyst til at høre mere?
Vi vil meget gerne tale med dig, inden du søger. Du er derfor velkommen til at komme forbi, mærke stemningen og møde nogle af dem, du måske skal arbejde sammen med.
Ring hellere en gang for meget end en gang for lidt. Du behøver ikke have besluttet dig for at søge, før du kontakter os.
Kontakt:
Afdelingsleder for indskolingen i Gruppeordningen
Sebastian Chaminda Andresen
Tlf. 72 16 36 48
Skoleleder
Emilie Schou Svejstrup
Tlf. 72 16 46 46
Du kan læse mere om skolen her: https://lillevaerloeseskole.furesoe.dk/
Ansøgningsfrist
Senest 2. december 2026.
Vi afholder jobsamtaler løbende, hvis vi finder den rigtige kandidat. Så send gerne din ansøgning i god tid.
Vi glæder os til at høre fra dig!